Herretur til Nordkap
Tre mænd i deres bedste alder (det vil sige over 60 år), har været på en dejlig tur til Nordkap. 17 dage og 6200km. blev det til, på en rute der bragte os gennem store dele af Norge, Sverige og en bid af Finland.
Ingen af os har forstand på reparation af biler, så det eneste værktøj vi havde med var en dåse wd40, samt nogle rammer dåseøl.
Vejret artede sig nogenlunde, vekslende mellem sol, overskyet og regnvejr, nogle gange hele syndfloder af regn, men det tog vi nu med godt humør, der var jo heller ikke andet at gøre.
Midnatssolen snød lidt på selve Nordkap, men vi oplevede den flere gange alligevel undervejs.
Sjældent har jeg snakket med så mange forskellige nationaliteter på en ferietur, som på denne, jeg tror næsten alle verdensdele var repræsenteret på turen, inklusive de lokale.
I Nordnorge og Nordsverige blev vi flere gange standset af rensdyr på vejen. Alle de store Norske og Svenske elve Namsen – Pitelven – Torneelven – Kalixelven og hvad de nu hedder alle sammen, blev passeret, flere af dem op til 700-800 meter brede og med en kraftigt strøm.
Flere kirker blev besøgt, nogle af dem lå ret øde og med så simple kors at Jens Vejmands kors nærmest er luksus.
Verdens nordligste fiskerby blev besøgt, de udsøgte tørrede fisk blev taget i øjesyn, Trondheim med Nidaros domen og de karakteristiske gavlhuse stod også for et eftersyn, jeg var mest interesseret i gavlhusene og det lokale islæt. Svartisen, i et voldsomt regnvejr blev besøgt og mange prægtige solnedgange blev fotograferet.
Turen ned gik over Finnmarksvidderne, et enormt stort og næsten fladt område med milliarder af birketræer, der er præcis så store at man ikke kan kigge over dem, og præcis så små at de er uinteressante, det tog tre dage at passere, så er det godt at have nogen at snakke med.
Undervejs mødte vi andre T3,er, alle vinkede og hilste, det var en dejlig fornemmelse
Alt i alt en god tur, og den gamle bil opførte sig stort set godt. Måske var det bare held, eller også er det en god bil, hvilket måske også er held.
Venlig hilsen til jer alle og fortsat god sommer.
Ole