Velkommen til og tillykke med din nye hobby. Du er nu påbegyndt en komplet mekanikeruddannelse, og inden længe vil det dyreste og mest utro forhold , du har været i, være det du nu har indledt til din Transporter. Hvis ikke du er frisk på det, så sælg den omgående.
Her på dette forum er der en kærlig, men til tider kontant tone. Nedenstående er et eksempel herpå. Det skyldes ikke, at vi er modbydelige eller lede - der er bare spørgsmål, som man har svaret på lidt for mange gange. Du skal bare have et lille overbærende smil på læben, mens du læser det, og så tænke: OK han fik nok ikke morgensex i dag... ;-)
--------
VWs tusindtallige ingeniører er jo ikke totalt idioter, og det var de heller ikke, dengang de lavede vores biler.
Der findes to originale og begge absolut brugbare remtræk til CS/KY/JX:
1) Med to remme(1981-1988): nederst en rem (9,5x643) fra et to-delt remhjul på krumtappen til vandpumpen. Opspændingen af denne rem foregår ved at adskille remhjulet på vandpumpen og fjerne mellellægsskiver. Videre fra det inderste spor af vandpumpehjulet går endnu en rem (9,5x600) til generatoren. Denne rem spændes helt traditionelt ved at flytte på generatoren.
2) Med én rem(1988-1992): En rem (9,5x875) går rundt om både krumtap, vandpumpe og generator. Denne rem spændes ved at flytte generatoren. Hjulene på krumtap og vandpumpe er anderledes i diameter og offset end med to remme.
Begge systemer fungerer fremragende og kan fint både give bilen køling og ladning, men naturligvis er det klart nemmest at servicere, når der kun er én rem.
Så er der en tredje løsning: Man ignorerer hjulenes offset og størrelse og så brokker man en tilfældig rem på, der passer. På den måde aner ingen, hvor hurtigt vandpumpe og generator spinder og slet ikke, hvor længe remmen holder.
Vær i øvrigt opmærksom på, at lavprisvandpumper har elendige små impellervinger og slet ikke kan drive vand nok rundt.
Vær også opmærksom på, at der kan være 250.000 andre grunde til at bilen ikke trækker ordentligt og bliver varm. Jo mere og jo bedre info, man stiller til rådighed, jo bedre diagnoser får man - og omvendt.