Du behøves ikke køre så langt på testture, nærmere prøv af hvad du vil. F.eks. tag en overnatning i bilen i den nærmeste skov/strand når det virkelig er møgvejr, så finder du hurtigt ud af mange vigtige ting (og her må ikke snydes med at købe mad fra den gyldne måge eller gå på toilet på en tankstation).
De to vigtigste ting at have med i værktøjskassen er en rulle gaffatape og et par spændebånd, gerne i lidt forskellige størrelser. Strips er også godt at have med.
Af værktøj behøves du ikke alverden.
Det skal gerne kunne være i en skotøjsæske, ellers har du for meget skrammel med.
Et topnøglesæt, et fastnøglesæt, et bitssæt og en "skruetrækker" til bits, skævbider og bidetang, polygriptang. Så er du godt kørende. Dit værktøj skal primært kunne hjælpe dig med en nødreperation på stedet, således at du kan bjerge dig videre til nærmeste værksted.
Andre ting, som er gode at have med er: sav, kniv, økse, feltspade, kompressor (ikke til cigarettænderen men til bilbatteriet), donkraft, lappegrej, et par træklodser og et godt træktov/trækstrop.
Alt i alt kan alt dette være i en lille indkøbskurv (den gamle model uden hjul) og så kan du fint køre en tur jorden rundt.