T3nettet og T3Klub Danmark forum

Vores biler. => Din bil... => Emne startet af: elo127 efter 24. Juli 2010 kl: 15:14:31

Titel: Herretur til nordkap
Indlæg af: elo127 efter 24. Juli 2010 kl: 15:14:31
Herretur til Nordkap

Tre mænd i deres bedste alder (det vil sige over 60 år), har været på en dejlig tur til Nordkap. 17 dage og 6200km. blev det til, på en rute der bragte os gennem store dele af Norge, Sverige og en bid af Finland.

Ingen af os har forstand på reparation af biler, så det eneste værktøj vi havde med var en dåse wd40, samt nogle rammer dåseøl.

Vejret artede sig nogenlunde, vekslende mellem sol,  overskyet og regnvejr, nogle gange hele syndfloder af regn, men det tog vi nu med godt humør, der var jo heller ikke andet at gøre.

Midnatssolen snød lidt på selve Nordkap, men vi oplevede den flere gange alligevel undervejs.
Sjældent har jeg snakket med så mange forskellige nationaliteter på en ferietur, som på denne, jeg tror næsten alle verdensdele var repræsenteret på turen, inklusive de lokale.

I Nordnorge og Nordsverige blev vi flere gange standset af rensdyr på vejen. Alle de store Norske og Svenske elve Namsen – Pitelven – Torneelven – Kalixelven og hvad de nu hedder alle sammen,  blev passeret, flere af dem op til 700-800 meter brede og med en kraftigt strøm.
Flere kirker blev besøgt, nogle af dem lå ret øde og med så simple kors at Jens Vejmands kors nærmest er luksus.

Verdens nordligste fiskerby blev besøgt, de udsøgte tørrede fisk blev taget i øjesyn, Trondheim med Nidaros domen  og de karakteristiske gavlhuse stod også for et eftersyn, jeg var mest interesseret i gavlhusene og det lokale islæt. Svartisen, i et voldsomt regnvejr blev besøgt og mange prægtige solnedgange blev fotograferet.

Turen ned gik over Finnmarksvidderne, et enormt stort og næsten fladt område med milliarder af birketræer, der er præcis så store at man ikke kan kigge over dem, og præcis så små at de er uinteressante, det tog tre dage at passere, så er det godt at have nogen at snakke med.

Undervejs mødte vi andre T3,er, alle vinkede og hilste, det var en dejlig fornemmelse

Alt i alt en god tur, og den gamle bil opførte sig stort set godt. Måske var det bare held, eller også er det en god bil, hvilket måske også er held.

Venlig hilsen til jer alle og fortsat god sommer.

Ole
Titel: Herretur til nordkap
Indlæg af: buddha_uffe efter 24. Juli 2010 kl: 17:15:05
Ser fandme godt ud...! Lyder en kanon tur...
Titel: Herretur til nordkap
Indlæg af: kh efter 24. Juli 2010 kl: 19:33:01
Har været i Norge et par gange, kribler efter at komme til Nordkap.
Lyder til at I har haft det rigtigt godt med Jeres tur !

Mvh. Ida og Kurt (KH)
Titel: Herretur til nordkap
Indlæg af: jensjakob efter 10. Juni 2011 kl: 00:02:10
Har du en beskrivelse af hvilken rute i tog - bare hovedpunkterne, så kan liniealen klare mellemstykkerne.

Planen om 2 år hedder Nordkap og telt hele vejen :-)
Titel: Herretur til nordkap
Indlæg af: dennis efter 10. Juni 2011 kl: 06:10:46
Hvor er det skønt at se. Dejlige billeder. Tak!

 "Volkejeep`n" planerer med en 3 ugers tur til norge med hele familien. Der skal nok blive kvitteret med billeder også.