86
« Dato: 20. Januar 2010 kl: 10:03:49 »
Hej Lars.
Lige et input fra Odense.
Jeg blev som 20 årig dianostiseret med en lungesygdom, og det kunne gå hvad vej det skulle være. Heldigvis gik der mange år inden det rigtigt brød ud.
Midt i havlfemserne var jeg ved at drukne, da jeg ikke havde luft nok til at klare mig i bølgerne, det var første advarsel. Passede mit job som afdelingsleder i en stor virksomhed hvor der blev taget hensyn til mange dage hjemme. I 2000 gik det helt galt, voldsomme blødninger i lungerne og mange akutindlæggelser. Mit firma foreslog flexjob, men jeg afslog med samme begrundelse som dig. Efter en ny nedtur, accepterede jeg flexjob og var så priviligeret at kunne beholde mit job og ikke minst løn.
I 2005 gik den ikke længere, mit liv var sove, spise og 4 timers arbejde. Jeg søgte pension og fik det så i en alder af 52. Det er det bedste der er hændt i mit liv, nu kan jeg selv regulere min dag og har fået det mange gange bedre.
Jeg siger ikke at du skal på pension, men du skal vide at det er muligt at have et acceptabelt liv uden job. Jep, pengene er ikke hvad de har været, men du får lidt andre værdier, jeg bor ud til ådal og marker og bruger meget tid i naturen.
Slutteligt en opfordring til alle unge og raske T3 drenge, sygdom kan komme før du aner og så er det godt at være medlem af fagforening og a-kasse, og har i mulighed så tegn en forsikring mod uarbejdsdygtighed, det er guld værd den dag du bliver rigtig syg.
Så klø på, og du skal ikke vælge nyt job ud fra hvad du kan overkomme, men af lyst, og skulle du komme til at gå hjemme er der altid brug for frivillige rund omkring.
Bedste hilsner
Bjarne
Vis indlæg