Jo, forudsat at x-proces går som forventet, at y-skrue ikke knækker og at z-værktøj ikke er blevet "lånt" af ens bror, så kan man sagtens lave sådan et toppakningsskifte på en formiddag.
MEN så naive er vi ikke vel? Vi har nu i snart 3 år været vidne til hinandens projekter her på siden og mange af os har også derforinden en mangeårig karriere med gamle biler. På den måde har vi lært, at der altid sker noget, vi ikke lige havde regnet med. Lad os til eksempel tænke den væmmelige tanke, at et par af turboens 12-kant-bolte knækker - det er jo set før - så rækker en formiddag ikke langt. Derfor ved vi også, at vores tidsberegning altid må efterfølges af et (måske usagt) "hvis det hele går, som jeg håber."