Nix - har lige rundet fyrre somre for en uge siden, men tvunget af at være en fattigrøv (læs: offentligt ansat!) og af at have tre brødre i T3, har jeg brugt en alt for stor del af mit liv i og under den slags kasser. Egentligt burde jeg stoppe og kaste mig over noget mere tidssvarende. Det har jeg også i perioder forsøgt. Det går altid på den måde, at jeg de første 3 dage kører rundt i en fin ny og anonym bil. Det er jeg som udgangspunkt stolt af, og tænker så, at jeg såmænd nok er næsten mentalt rask alligevel, men efter de tre dage, så begynder jeg at få sådan nogle sære trækninger, når jeg skal ud at køre. Det er lidt lige som om mine fingre lige mærker efter på brystkassen, om der hænger noget, men det gør der jo ikke. Efter lidt flere dage, så begynder min nattesøvn også at blive forstyrret. Jeg får mareridt. Måske er det upædagogisk at fortælle det, men nu spørger du jo lidt til historien bagved. Mareridtene er forfærdelige. De er sådan her: Jeg sidder i en lille kønsløs personbil. Det kunne f.eks. være en Opel Astra eller en Corolla. Ja, når det er værst, så er det sandelig en Nissan. Uuuuh. Kan I mærke kuldegysningerne? Jeg kører afsted i bilen. Egentligt går det godt - lydsvagt, hurtigt afsted afsted. Men så sker der noget! Langsomt begynder jeg at fornemme de hvide striber med bukserne. Det er som om jeg kun sidder få cm. over vejen. Asfalten kommer væltende ind af forruden. Jeg bremser panisk - tilfældigvis i et lyskryds - kigger til siden GISP! En dejlig sild holder ved siden af, MEN MIN BIL ER SÅ LAV, AT JEG IKKE KAN SE NED I HENDES KAVALERGANG!
Jeg vågner op af drømmen - badet i sved og bævende af angst. Føj, den var grim! Pyh - heldigvis bliver det morgen igen og rædselsbillederne fortoner sig ved de første solstrejf. Jeg lister ud i min nye fine lille bil. Igen er der noget med de satans fingre. Nu kan de sgu mærke noget. Hvad er det. Det føles lidt lige som de der klapskilte avissælgere havde på mave og ryg i gamle dage. Jo, det er da vist sådan et. Hurtigt suser jeg ind på badeværelset og ser til min skræk i spejlet, at mine værste anelser er blevet en realitet - i hvert fald kan jeg selv se det, og måske kan andre også. Jeg har et kæmpe skilt rundt om halsen med en tekst trykt med store fede typer. På forsiden lyder teksten: "Jeg kan ikke tage stilling til en skid!", og den fortsætter på bagsiden med ordene "Derfor kører jeg i en lille latterlig metroseksuel forhjulstrækker med masser af fremmedgørende stempler i servicehæftet - selv tror jeg også at et stempel kun kan være en gummidims med blæk på!"
Alt den slags kan min søde og opmærksomme kone se på mig. Heldigvis reagerer hun resolut, når hun får færten af det. Sidst det skete var jeg kommet ned i en Audi 100. Det lyste ud af mig, at den var helt gal. Men Tine blev min redningsmand m/k, som så ofte før. Jeg sad på skolen og prøvede at glemme bandeord som "forhjulstræk", "aerodynamik", "understyring" og "nutidigt design". Så var det telefonen ringede. Det var hende. Hun talte med lavmælt stemme. Ikke fordi hun var flov eller genert, men hun vidste at ordene i sig selv ville have enorm effekt. Pludselig forsvandt mareridtene. Der kom ikke længere flænger i røven af at sidde alt for tæt på vejen. Asfalten var pludselig en meter længere væk, så den forsøgte ikke at komme ind gennem forruden, og bedst af alt kunne jeg igen se ned i kavalergangen på den lækre sild i lyskrydset. Og hvad var det så hun sagde? Jo: "Vi skal have tvillinger. Tror du ikke, du kan finde en Caravelle igen?" Der er altså ting, kvinder kan bruge deres mund til, som overgår selv det bedste blowjob... :wink:
