Tillad mig 2 minutters frækhed - og ja, jeg ved godt, at jeg er lidt ude med riven, men grundlæggende mener jeg det som hjælp:
Når man stiller en diagnose, så starter man med at konstatere symptomerne og dernæst afklare årsagskæderne - altså at svarene på spørgsmålet "Hvad kan foranledige disse symptomer og hvordan hænger denne teori sammen med, hvad jeg kender til bilens historie og enkeltkomponenternes tilstand?" Så kan man fastslå nogle sandsynlige scenarier - og væsentligst af alt - så kan man udelukke en helt masse andre.
Udelukkelsen er det vigtigste, for gør man ikke det, så kan man skifte alt i blinde. Udelukkelsen sker på det nævnte teoretiske grundlag, men skal understøttes af observationer i praksis.
Endvidere er det helt centralt, at basere sine diagnoser på sikker viden frem for løse antagelser. Sikker viden tilvejebringes ved at studere relevant faglitteratur og ved at gøre væsentlige iagttagelser i den praktiske verden.
Et sidste element er fingerspidsfornemmelse - den evne, man oparbejder gennem mange års praktisk arbejde med sagerne - den evne, der gør, at en rutineret dieselmekaniker kan stille dieselpumpen med øret, men han kan ikke nødvendigvis forklare, hvordan den skal lyde - han kan mærke det på mavefornemmelsen.
Før man går i gang med en fejlsøgning må man forsøge at samle så mange af de her nævnte kompetencer som muligt ellers ender det med at blive dyrt, for så kan man skifte alt mellem himmel og jord.
Lad os kigge på tingene:
Symptom: Massivt olieforbrug. Desværre ingen ordentlige observationer af, hvornår forbruget finder sted - jævnt/ved høje omdr./efter længere tomgang/kold-varm motor/påløb-medløb
Hvilke mulige årsagskæder er der så:
Kan der være turboen, der er skidt? Ja. Ved vi noget som helst om det? Nej, for vi har byttet en muligvis defekt turbo med en anden, som bvi ingen sikker viden har om. Må jeg erindre om, at en brugt turbo kan dø af at ligge 14 dage på en hylde.
Kan det være topstykket, der bruger olie? Nej, for nogen har fortalt, at topstykker slet ikke kan foranledige olieforbrug i den størrelsesorden. Har vi alligevel skiftet det? Ja.
Kan det være olieringene på stemplerne og/eller cylindrene, der er beskadigede efter varmkørsel? Ja. Har vi nogle observationer, der understøtter det? Nej, for da vi skiftede topstykket (som ikke kunne være skyld i problemet) og vi havde fri udsigt til cylindre og stempler, da tog vi ikke nogle mål, tests eller billeder af dem. Vi har en kompressionstest, der peger i retning af, at kompressionsringene burde være fine, men det giver os ikke sikker viden om olieringene, selv om der oftest er overensstemmelse.
Jeg ved godt, at dette her er uendeligt frækt, men mit bedste bud er at starte fejlsøgningen helt forfra, og så hele tiden søge at fremskaffe sikker viden. Myter, overleveringer, "gode historier" og værtshussnak er bestemt underholdende, men som diagnostiseringsgrundlag er det uanvendeligt.
Start med turboen. Køb en splinterny, eller lav en med et rep.kit. så du VED den er tæt. Monter med rør, der mindst har original diameter hele vejen (jeg tror ikke på det returrør, du har). Virker det ikke, så tag topstykket af igen og mål denne gang. Mål cylinderdiameter lige over og lige under øverste stempelrings vendepunkt Er hvad er målet? Tag bundkarret af og tag det fjerde stempel ud og mål stempelringsgabet for alle tre ringe.
Når disse ting er sket, så har vi sikker viden - indtil da er alt bare løse slag i bolledejen.
PS: Igen - undskyld min bramfrihed - men hvis bilen skal ud at køre igen, så tror jeg, at det er nødvendigt med lidt struktureret fejlsøgning.