Men lavere kompression går. Når sådan nole gamle tosser som os husker på MBs smørbløde lyd, så er vores reference måske i virkeligheden de klassiske maskiner OM616 og OM617, som har smurt vores ører, siden vi var store drenge. de motorer har et komporessionsforhold på 21:1, mens JX har 23:1
En anden forskel er forkammer kontra hvirvelkammer. MB har søgt at optimere deres kammer, så dieselblandingen bliver mere "rørt igennem" og strømmer roligere ind i cylinderen.
Normalt tænker man, at "jo mere kompression, jo bedre effektivitet og jo bedre brændstofudnyttelse". Det er også rigtigt op til en vis grænse. Over denne grænse bliver "omkostningerne" ved at opbygge den hårde kompression (energien, der bruges til at presse stemplet op) uforholdsmæssigt store i forhold til gevinsten. Kammerdieseler er tvunget til at komprimere mere end det er energimæssigt hensigtsmæssigt, netop for i det hele taget at kunne starte. Det energimæssigt set bedste kompressionsforhold i en diesel ligger på omkring 16:1 - 17:1 og det er jo netop her alle direkteindsprøjterne ligger, og dermed har vi berørt én af forklaringerne på deres overlegne brændstoføkonomi.
Der er flere forklaringer på at JX ligger så højt i dyseåbningstryk. Den umiddelbart vigtigste er, at forbrændingstrykket i en TD af den type peaker på ca. 80 bar. Har man en dyse med et åbningstryk på 130 bar, og er den oven i købet slidt til et lavere åbningstryk, så er der en meget smal sikkerhedsmargin til at strømmen går den forkerte vej - nemlig at forbrændingstrykket i cylinderen åbner dysen og pruster forbrændingsrester ind i den. Så ville man se dyseskader af helt nye dimensioner.
En anden forklaring er tuningsgrad. Hvis man vil tune en kammerdiesel, så skal man lave en kort intens indsprøjtningssekvens, så mest muligt brændstof afleveres i det optimale øjeblik. Det, der kommer ind for tidligt bliver til øget indre friktion - det, der kommer ind for sent bliver til sort røg og overophedning. I en TD skal vi have mere ind, men vi har samme tid til det som i en sugediesel - altså må vi øge indsprøjtningstrykket for at gøre det mere intenst. Prisen for den øvelse er hård og stødende motorgang, så du har helt ret i, at sugedieselerne går tydeligt blødere.
Netop denne mekanisme er årsagen til CommonRails succes og sejr over pumpedyse-motorerne. I en CR-motor står der til stadighed et højt tryk til rådighed, og denne ressource udnyttes til at opbløde motorgangen, idet en CR motor har en sekventiel indsprøjtning. Ofte sprøjtes 5 eller flere gange i løbet af én forbrændingstakt. Et par pilotindsprøjtninger til at "tænde bålet", så hovedsprøjtet og så et par efterindsprøjtninger til at sikre en komplet forbrænding og optimere emissionstallene. Dette indvirker meget gunstigt på det akustiske billede. Denne type af avancerede indsprøjtninger magter den gamle VE-pumpe ikke, og ej heller pumpedyse-motorer, selv om sidstnævnte som princip betragtet indeholder mange sympatiske træk.