Saa skete det, Mary er ikke laengere en syncro
Efter fjernkonsultation med Dr. Thing fejler vores viscose ikke noget, men alligevel maatte den store aksel af.
Da vi koerte op over et bjergpas og endte i en dal meget meget langt vaek fra alting hoerte vi pludselig et hoejt brag. Foerst troede vi at et daek var eksploderet, men de var alle ok. Saa kom der ellers en del meget hoeje kliklyde, der fulgte hjulets omdrejningshastighed....
Jeg stoppede straks bilen og opdagede at venstre foraksel var faldet af inde ved dif. boksen. To bolte var knaekket, to var boejet og to kunne stadig bruges. Den eneste reperationsmulighed jeg havde var at faa 3 bolte til at holde akslen paa plads (ved at laane en bolt fra den anden side), men de sad alle ved siden af hinanden og det vidste jeg ikke ville holde ret laenge. Den lille boks (paa str. med en lille mobiltlf.) der sidder lige over akslen var ogsaa smadret. Det er den med noget blaat plastik indeni.
Jeg satte akslen paa saa godt jeg kunne og gik derefter i gang med at pille den store aksel af (altsaa kun koere med baghjulstraek) Den har jeg tidligere proevet at faa af uden held. Denne gang skulle den bare af, saa jeg satte donkraften ind under samlingen bagpaa og loeftede til, og loeftede til. 1. gang gled donkraften af. 2. gang rykkede akslen sig 2cm og 3. gang faldt den af bagpaa, men foran skulle der ogsaa bruges donkraft til at faa den af. Akslen var rustet fast i begge ender, nok pasningsrust.
Saa vidste jeg at vi med rimelig sikkerhed kunne fortsaatte. Paa kortet var der en kort vej paa ca. 25km over et bjergpas til en by paa str. med Svendborg. Der koerte vi mod for bedre mulighed for reperation. Mary koerte fint, og drejede lidt lettere nu naar forhjulene loeb frit. Men vejen var en raa jordvej (ligesom alle andre veje her er) og passet gik op i 4.900m hoejde, langt over snegraensen og der var snevejr paa toppen og meget stejlt. Nej hvor vi savnede 4wd, men samtidig var vi glade for ikke at belaste akslen med 4wd. Vejen var stejl og smal og flere gange maatte baghjulstraekket give op og enkelte gange gled vi baglaens ned ad den ensporede bjergvej uden nogen form for autovaern. Paa et tidspunkt maatte jeg ud og grave store sten fri fra bundpladen bagpaa for at vi kunne bakke fri og proeve til endnu engang. Det var ikke sjovt i snestorm og shorts og med en begyndende hoejdesyge.
Vejen var noget laengere og det tog 10 timer at komme frem, men hold op hvor var der flot med udsigt til nogle af sydamerikas hoejeste bjerge og nok 30-40 gletsjere. Naa, vi kom over og hun koerer fint. Jeg har endnu ikke kunnet faa ordnet/fastsat forakslen ordentligt men det kommer.
Naeste spoergsmaal bliver at faa akslen paa igen :roll:
