1) Hvordan tjekkes startmotoren: Find et batteri, som med vished er i orden og ladet op. Tag et sæt startkabler. Sæt det sorte kabel på batteriets minuspol og den anden ende på startmotoren. Vrik nogle gange med klemmen på starteren, så du VED, at der er elektrisk forbindelse til starterens hus. Tag nu det røde startkabel, og sæt den ene ende på batteriets pluspol. Den anden ende sættes på den store skrueterminal øverst på startrelæet (øldåsen oven på startmotoren). Nu skal du holde rigtig godt fast på startmotoren, for om lidt giver den et ryk, hvis den virker. Så tager du en skruetrækker og bruger den til at lave forbindelse mellem den store skrueterminal, hvor det røde startkabel sidder og det lille spadestik ved siden af. Nu stryger tandhjulet fremad og startmotoren roterer alt, hvad den kan, hvis den dur.
2) Hvis den dur, hvorfor roterer den så ikke, når den er monteret. Tjek, at kablet på den store skrueterminal har spædning. Det skal det have hele tiden. Tjek, at stelkablet mellem tværvangen foran gearkassen og selve gearkassen er spejlblankt i begge ender, og rens gevindene med tap og klubbe, så der med vished er massiv elektrisk forbindelse. Slib kontaktfladerne ved startmotorens monteringsflanger både på startmotoren og gearkassen, så der med vished er massiv elektrisk forbindelse. Slib boltene, der fastgør startmotoren, så der med vished er massiv elektrisk forbindelse. Spænd nu startmotoren fast med foreskrevet moment. Spænd det store kabel fast på den store skrueterminal. Tag begge polsko af batteripolerne og rens dem. Der skal være perfekt elektrisk forbindelse, ellers falder strømmen ud, når der kommer stor belastning på, og en startmotor river mere end 100A. Få fat i en hjælper. Mens hjælperen drejer nøglen til start, tjekker du med et multimeter, at der kommer spænding på det lille kabel, der skal gå til startrelæet. Kommer der strøm, så virker din tændingslås, kommer der intet, så skift bundstykket i tændingslåsen. Når det er afklaret, kigger du kritisk på kabelskoen på det lille kabel og spørger dig selv, om den har en tilstand, der muliggør en perfekt elektrisk forbindelse. Sidder der gamle håbløse samlemuffer på kablet? Hvis det ikke er i perfekt stand, så bliver der evigt bøvl.
Hvis disse forhold er i orden, så arbejder startmotoren perfekt.
Det udelukker naturligvis ikke, at der er andre fejl - eksempelvis at motoren af andre årsager er blokeret.