I en anden tråd som handlede om lyddæmpning spurgte Jens Jakob mig hvad der skete for mig i 2010. (Det tegner sig åbenbart tydeligt i min bil-historik at der skete noget deromkring).
Som jeg skrev til JJ vil jeg gerne dele hvad der er sket for mig i en anden tråd som ikke handler om noget bilteknisk og det er så det jeg gør nu.
20. marts 2010 døde min førstfødte søn Gustav. Han var på det tidspunkt næsten 6 år og, trods det handicap han var født med, i den bedste periode af sit liv.
Det er nu over 2 år siden og selvom det stadig smerter i mit hjerte kan jeg tale om det og vil gerne dele det med jer her i netværket.
Den bil vi havde da Gustav døde (Multivan) var top luksus, men som handicapbil købt med reduceret afgift. Hvis vi ville beholde den skulle vi sende kr. 300.000,- til skat og det var langt fra vores formåen.
Da jeg skulle finde en bil til ca. ingenting men med god plads (som vi var vand til) var der masser at vælge mellem, men jeg fik hurtigt smag for T3’erens linjer og endte med at købe DRL for 20 K – samtidig følte jeg (på en måde som er svær at forklare) at det var respektfuldt for Gustav at købe en som hans bare uden luksus
. Efter at have bøvlet med den et halvt år fandt jeg t3-nettet og der åbnede sig en verden for mig som jeg kun sjældent har set lignende. Et fællesskab hvor man hjælper hinanden uden at have egen vinding for øje. På det tidspunkt hvor jeg samtidig, på grund af det jeg var igennem, forsøgte at ’skære ind til benet’ og ryddede ud i ligegyldige bekendtskaber, var det fantastisk at finde noget så grundlæggende godt, venskabeligt og jordnært som t3-nettet – det hele startede med en halv lørdag på GDS i Sydhavnen med Rabundus, og siden er jeg kun blevet bekræftet i min tro på at der hér er noget sjældent og enormt værdifuldt.
Der er flere grunde end Gustavs død til at vi endte med en bil i den rimelige ende af prisspektret; Jeg var kort tid forinden gået konkurs med min virksomhed, men den vigtigste grund var nok noget med en lejlighed vi købte i 2007 fordi den kunne danne en fornuftig ramme for en familie med et handicappet barn. Den skulle vi dele i 2 for at kunne sidde i den ene halvdel og vi havde en køber til den anden halvdel. Københavns kommune havde givet os forhåndsgodkendelse så vi var sikre i vores sag, men så trak de sig og der blev ingen handel. Det var i 2008 og vi indledte en sag mod KK som vi var i byretten med september 2010. Byretten vurderede at KK har handlet ansvarspådragende og at vi har handlet i godt tro. En syns- og skønsmand har vurderet vores tab til 3,7 – 4,5 mio. Pt. er vi (jf. Danske Bank) teknisk insolvente med kr. 3,5 mio. Medio februar skal vi i byretten som skal vurdere om vi er erstatningsberettigede eller ej – resten giver sig selv: Hvis vi vinder er det syncro-tid hvis vi taber ryger vi på gaden… og hvis vi derefter rejser os igen og får råd til en bil bliver det T3. Det er der ingen tvivl om!
Det blev til en lang historie om noget som jeg ville fortælle kort og som er 1000 gange længere. Det er sgu’ lidt rørstrømsk det her, men det giver enormt meget mening for mig at dele det med jer.
Kh. Jacob
Ps. Det gik lige op for mig at der mangler en ’overgangsspand’ i min bilhistorik (merc’en) – den burde være på plads nu.
