Det er til syvende og sidst et spørgsmål om, hvad du synes lyder godt i dine ører. Du kan skele nok så meget til tekniske specifikationer og imponerende data, men ret beset siger de INTET om hvordan det færdige resultat lyder.
Jeg monterede engang et sindsygt kostbart anlæg i en Golf med forstærkere og elektroniske delefiltre og jeg skal komme efter dig, men det lød ærligt talt ikke specielt godt. Vi blev enige om, at højttalerne foran nok spillede i modfase eftersom der ikke var meget bas i dem. Det burde jo så være klaret med en ombytning af det ene sæt ledninger, men ak og ve: Det blev endnu værre. Så tilbage igen, og så regulere faderen til bagi. Det lød papkasseagtigt, men til gengæld ulideligt højt. Fyren var rasende. Han havde købt for en formue, men syntes egentlig at det standard anlæg der sad i vores Ford spillede meget bedre - uden forstærker - uden delefiltre og andet hokus - pokus.
Så lad dine ører rådgive dig. Selvom mange rynker på næsen ad det, har Harald Nyborg faktisk nogle glimrende højttalere til en overkommelig pris, og mulighed for at høre dem " in action " før man køber.
Hvis du vil kombinere en original radio med en forstærker kræver det sandsynligvis et liniesignal - det vil sige radioen skal have et line out i en eller anden forstand. Hvis den har det i phono / RCA stik er det ligetil. Er det ikke tilfældet, skal du ud i noget adapterering f.eks fra højttalerudgangene. Du må for alt i verden ikke bare fyre et højttalersignal ind i en følsom indgang. Så har du ikke meget glæde af den forstærker ret længe.