Hej folkens (beklager på forhånd hvis det er blevet lidt langt - men ordentlig info skal der til
)
Jeg skriver for at få lidt flere og lidt mere erfarne input ift. et muligt køb af en westfalia bus jeg har kig på.
Mit udgangspunkt er, at jeg ikke før har skruet i biler. Dog er jeg velsignet af kun to meget fornuftigt anlagte tommelfingre, så med tiden er det klart planen selv at stå for det meste vedligehold.
Kort forhistorie: Jeg bor i Tyskland for en kortere periode, som minimum indtil sommeren næste år. Hernede kører der en hel del T3’ere rundt, og da jeg længe har ville erhverve mig en, er det jo fristende at kigge lidt på dem der holder rundt omkring. Ved et kig på en flot gul pop top camper faldt jeg i snak med ejeren, der henviste mig til sin egen lokale mekaniker der mest af alt skruer i ældre biler og T3’ere i særdeleshed. Vi tog sammen til den omtalte mekaniker og han havde et par T3’ere af forskellig slags stående på sit fjernværksted.
Efter nu en måneds snak frem og tilbage og et besøg på hans værksted, er jeg blevet lidt lun på en rød westfalia camper, en 2.1 benziner med pop top.
Netop denne T3'er lever op til de kriterier, jeg efter snart et par års tilløb og megen overvejelse har jeg snævret mine ønsker til bus ind til:
- Original Westfalia indretning
- Pop top/hævetag
- Benziner WBX, 2.1
- Så god stand som muligt (taget i betragtning de er omkring de 30 år og har spor deraf)
Denne røde westfalia T3’er rammer plet på de fleste af mine ønsker - hvordan bilens stand skal afspejles i prisen er jeg så i tvivl om.
Samtidigt er det en autoriseret mekaniker der sælger. Han har købt den af tidligere ejer og har ellers lavet al mekanisk på bilen de sidste par år.
Deraf:
- Totalrenoveret motor
- Ny udstødning
- Ny servomotor
- Nye tændrør (eller spole, den det hele sidder i – beklager mit meget ufuldstændige fagsprog!
)
- Nye bremser (hele vejen rundt)
- Nyt telt i taget
- Ny godkendelse af gas
- Nyt ledningsnet i hele bilen, originalt fra anden bus
- Ny katalysator (den er miljøgodkendt med grøn plakette som den står nu)
(Der er regninger på det hele)
Ved et eventuelt køb er det aftalen, al indretning osv. står fejlfrit, dvs. alt fungerer som det er hensigten. Dertil vil han skifte de normale plasticruder til originale VW termoglasruder hele vejen rundt. Der vil også blive installeret en af de her tyverrisikringsknapper, hvis lokation skal kendes og tændes før der kan startes for bilen. Rustbehandling under skærme vil også blive genopfrisket.
Ved eftersyn af bilen så jeg:
- Ingen rust i bunden, den står meget flot (som jeg kan se med mine ikke al for erfarne øjne). Jeg og ham selv har stukket godt og grundigt med skruetrækker i det under skærmene der kunne ligne lidt rust, men det lader til at sælger har ret i, at det er gammel rustbeskyttelse der falder af (det er gummiblødt og der er ingen rust under) – han fornyer denne belægning.
- Den står med original lak
Hagen ved det hele!
- Der er dog noget rust i samlinger en del steder rundt om bilen, det virker som overfladerust og den røde farve er mat at solen.
- Sælger betegner rusten som overfladerust og at der ikke er noget der er rustet igennem.
- Et par mindre buler (af et liv i Berlin som sælger siger), som dog rettes ud ved salg.
Hans bud er 9500,- euro.
En del trækker op, men hvor meget trækker rustarbejdet ned? Jeg har intet overblik over hvor meget det vil koste at få lavet – i tyskland kan det måske gøres billigere? Den bør vel males på ny i samme omgang havde jeg tænkt (?)
Jeg er meget i tvivl om hvad en fornuftig pris bør ligge på – hvad siger i??
Mit spørgsmål går hovedsageligt på, hvor meget plusserne er værd ift. minusser?
Jeg er ret sikker på, at det er denne model jeg søger, også selvom hans bud er i den højere ende.
Håber i vil give jeres ærlige bud, jeg har brug for lidt gode råd og erfaringer
(og ja der kommer en toldafgift ved indførelse i Danmark, men igen, hvis bilen er den rigtige er jeg klar til at tage den med)
Med venlig hilsen
Karl Emil
Bonus info om sælger og et tilstødende plus (som jeg dog ikke ved hvor meget bør vægte):
Om mekaniker er jeg blevet fortalt (af ejeren af den gule pop top der henviste mig til mekanikeren), at han er en reel mand og at han gennem 7 år som kunde hos ham kun har et godt indtryk.
Mekanikeren fortæller selv, at han normalt aldrig sætter sine biler til salg på nettet osv., de bliver solgt gennem hans netværk. Ligeledes fortæller han, at han servicerer de fleste T3’ere i den østlige del af Berlin.
Efter en måneds snak med sælger har jeg kun et godt indtryk af ham (selvom man jo aldrig kan være sikker på den slags når der er snak om handel af biler osv.)