Hej alle dieseleksperter,
I går eftermiddags skete det ulykkelige at min JX'er afgik ved døden på motorvejen et par hundrede kilometer nord for Göteborg. Jeg havde netop skiftet olie og filter og var på vej hjem fra Oslo, og efter at have kørt fortrinligt det første stykke laver den pludselig en forfærdelig skramlende, bankende lyd fra motoren og sender en stor hvid røgsky ud. Jeg hamrer koblingen i bund og trækker ind i nødsporet, og i tomgang rasler og skramler den og hele bilen ryster fra side til side. Jeg slukker og sidder lidt, går så ud og tjekker olie og vand, begge niveauer er som de skal være. Starter så igen, masser af hvid røg, ujævn rytme og bankelyde, rysten og tilsidst stopper motoren så endegyldigt og har siden ikke været til at få liv i. Ved tænding kan jeg høre at starteren bare tager fat i en motor som ikke vil tørne. Altså, det lader til at noget sidder godt og grundigt fast.
Efter at være blevet fragtet den lange vej hjem til Sjælland på ladet af en svensk Falckbil går jeg så her til morgen ud og kigger på bilen. Nu er begge kølervæskebeholdere tomme, og oliepinden er fedtet ind til langt over maks-mærket i noget sort og meget klæbrigt udseende olie. Motor sidder stadig fast og kan ikke tørne.
Hvad er der sket? Og hvad er udsigterne? Jeg forbereder mig umiddelbart på at det hedder ny motor, men vil meget gerne høre hvis nogen har noget at sige til denne lille hændelse..
Bedste hilsner,
Mikkel Løkke