Udemærket tema at tage op! Og desværre i stigende grad relevant for vores ældre biler.
Indgangsbønnen lyder, at man skal indlede med at gøre op, om det kan betale sig at lave det. Rust er som isbjerge. Du kan se kun toppen - de 9/10 gemmer sig nedenunder. Heldigvis er T3'er langt mere rustmodstandsdygtige i undervognen end gennemsnittet af biler fra samme tid, men selv en T3 kan blive for slem. Og er der alvorlig rust i undervognen, så er det et regulært mareridt at lave det, for vanger og traverser på en T3'er er flettet sammen som spanterne i en u-båd.
Når det gælder selve processen, så er første skridt at fjerne al angrebet plade. Når det er sket, rengøres den omgivende plade, så der er fint blankt jern at svejse på. Det nye rep.stykke kan i mange tilfælde købes som skarringsdel, hvilket er en god og nem løsning. Kan man ikke finde det på den måde, må man kigge lidt på, hvor vanskeligt det er at lave selv. Tit kan man med lidt kreativitet og håndelag lave et rep.stykke af et stykke plade (som man køber som hele eller halve plader på hhv. 2x1 m og 1x1 m). Hvis man kan finde rep.stykket på en anden bil, så er det lige så godt, men ofte er de fleste biler af samme type rustet de samme steder, og så er man jo lige vidt.
Med svejsning er det som med maling. Forarbejdet er det vigtigste! Det nye pladestykke skal tilpasses - evt skal der falses og man skal gøre op, om der skal punktes eller fuldsvejses og om man laver overlap eller svejser kant-til-kant. Når man er begynder, så svejser man med overlap og laver gode store lokkehuller til at punktsvejse i.
Selve det, at stå med svejsepistolen i hånden skal man øve sig lidt i. Det er en fornemmelsessag, hvordan svejseren skal indstilles, og jeg tror, at alle har deres egne ideer. Mange plejer at sige det, som at svejseren skal lyde, som en knallert, der firetakter. Du skal starte med at finde nogle gamle pladestumper at øve dig på, og du skal forvente, at det ser frygteligt ud i starten.
Så er det også et andet forhold: Jeg kender ikke statistikken, men et løst skud fra hoften vil være, at mere end 50% af de store restaureringsprojekter, der igangsættes, ender som meget billige bortskaffelsessager i DBA i løbet af et halvt år. Det er nemlig meget få, der forholder sig realistisk til, hvor stort et arbejde det er, hvis man vil det seriøst. Der er også temmelig mange, der bakker af, når de har fået de første 10 svejsegløder ind i øregangen. (Selv har jeg klogeåge to gange været på skadestuen og få boret (ja, BORET!) vinkelslibersplinter ud af øjet. Det kunne sagtens være undgået, men der er måske andre end mig, der kan genkende fornemmelsen af, at briller kun er for amatører - det gælder ikke proffer... :oops: )
Der er to ting ved rustarbejde, der er uendelig fedt. 1) De indledende rosa drømme, om, hvor smækker, lækker en bil, man kan lave sig, og 2) Den sjældne fornemmelse af faktisk at have gennemført det.
Alt det andet ind imellem er efter min smag aldeles modbydeligt, but who knows? Måske er der nogen, der nyder det?
Lyseslukker, gnavpotjarl...
